Arnold Alois Schwarzenegger (født 30. juli 1947) er en østrigsk-amerikansk skuespiller, forretningsmand, tidligere politiker og tidligere professionel bodybuilder, der især er kendt for sine roller i en lang række populære actionfilm. Han var Californiens 38. guvernør fra 2003 til 2011. Schwarzenegger begyndte at løfte vægte som 15-årig og vandt titlen som Mr. Universe som 20-årig. Efterfølgende vandt han Mr. Olympia hele syv gange. Han deler andenpladsen på listen over flest Mr. Olympia-sejre nogensinde med Phil Heath, mens Ronnie Coleman og Lee Haney ligger øverst med otte sejre hver. I sine bodybuilding-år fik Schwarzenegger tilnavnet "The Austrian Oak" og betragtes som en af de største bodybuildere nogensinde. Han har skrevet flere bøger og artikler om bodybuilding, blandt andet selvbiografien *Arnold: The Education of a Bodybuilder* (1977) og *The New Encyclopedia of Modern Bodybuilding* (1998). Bodybuilding konkurrencen **Arnold Sports Festival**, der regnes som den næstmest prestigefyldte efter Mr. Olympia, er opkaldt efter ham. Han medvirkede også i bodybuilding-dokumentaren *Pumping Iron* (1977), som blev et vigtigt skridt på vejen mod hans filmkarriere. Efter sin karriere inden for bodybuilding opnåede Schwarzenegger international berømmelse som Hollywoods action stjerne. Det store gennembrud kom med fantasyfilmen *Conan the Barbarian* (1982), som blev en stor billetsucces og fik en efterfølger i 1984. Efter at have spillet titelrollen i science fiction-filmen *The Terminator* (1984), vendte han tilbage som Terminator i *Terminator 2: Judgment Day* (1991) og tre efterfølgere. Blandt hans øvrige succesfulde actionfilm finder man *Commando* (1985), *The Running Man* (1987), *Predator* (1987), *Total Recall* (1990) og *True Lies* (1994). Han havde også stor succes med komedier som *Twins* (1988), *Kindergarten Cop* (1990) og *Jingle All the Way* (1996). På toppen af sin karriere var Schwarzenegger desuden kendt for sin rivalisering med Sylvester Stallone. Han er grundlægger af filmproduktionsselskabet Oak Productions. Som registreret medlem af Det Republikanske Parti blev Schwarzenegger formand for **President's Council on Physical Fitness and Sports** under størstedelen af George H. W. Bushs præsidentperiode. I 2003 blev han valgt som guvernør i Californien ved et særligt tilbagekaldelsesvalg, hvor han erstattede den daværende guvernør Gray Davis. Schwarzenegger fik 48,6 procent af stemmerne og besejrede Demokraternes kandidat Cruz Bustamante med 17 procentpoints forskel. Han blev taget i ed den 17. november og overtog resten af Davis' embedsperiode. Ved guvernørvalget i 2006 blev Schwarzenegger genvalgt med 55,9 procent af stemmerne og kunne dermed fortsætte på en fuld embedsperiode. I 2011 nåede han den gældende tidsbegrænsning for guvernørposten og vendte derefter tilbage til skuespillet.